J Mascis er en Sonuvabitch. Sidste år kom han ud med en stille, hjerteskærende solo -plade, der var næsten god nok til at være det bedste album i 2011. (Faktisk i eftertid var det det bedste album i 2011. Jeg lytter aldrig til Wu Lyf mere.) Det Syntes som om han var helt brudt fra den gamle dinosaur Jr.-lyd og var blevet en fuldgyldig singer-songwriter. Han var flyttet væk fra den gamle lyd fuldstændigt.
Derefter, mindre end et år senere, bragte han bandet sammen igen og skabte et album, der let er så godt som nogen af de signatur-lyd, meget indflydelsesrige albums, hans band lavede i 1990’erne.
Faktisk våger jeg, at det er bedre.
Soundwise, det er bestemt lidt mere blød, lidt mere poleret. Det er modent. Men det har stadig den crunchy grunge – at en følelse af, at en flok fyre står rundt og sidder fast i jeans. Det føles glat, men ikke produceret. Og selvfølgelig er der guitar. Fuck yeah, guitar.
Det føles som … rock and roll.
Det føles som om han og hans bande måske har lavet det bedste album fra 2012.
Jeg vil have dig til at vide (MPFR33)